onsdag den 31. juli 2013

Toronto Walk ... Find din indre Henning


13 kilometers slentren gennem Torontos gader udløser ølsmagning på to lokale bryggerier.

Det var umiddelbart efter, vi havde betragtet køen til at komme op i CN Tower. Den var omtrent lige så lang som tårnet er højt.
Jacobs indre beboer, Henning, konstaterede med sin svært hæse stemme, at der skulle han ikke op! Jeg ville gerne ... Og det kunne jeg nemlig sagtens stå og sige, fordi jeg vidste jo godt, at ingen ville med med mig, og at det var en dødssejler at stå i kø i to timer og vente på, at mor skulle meget højt op i luften i en glaselevator for at kikke ned gennem et glasgulv.
Hvis der boede en mand, der hed Henning i mit hoved, ville han også være en grim krysteragtig en. Jacobs Henning er vel nærmest en småvrissen ældre herre, som sjovt nok har fået sit helt eget kamera ... Som om Familien Elektronik ikke havde nok i forvejen. Henning og/eller Jacob bryder sig nemlig ikke om at stå med et stort kamera fremme, hver gang han skal fotografere, og han/de mener, at de får taget en del flere billeder med det nye.
Jeg mener, at det generelt er svært at fotografere, når man har glemt sit kilotunge kamera i en bil som er afleveret til valet-parkering, (så man dermed ikke er klar over, hvor den befinder sig, men nu har en seddel med et nummer på, der beviser man er billejer).



Nu er problemet så, at der i mit hoved åbenbart, ifølge Maya, bor en mand, der hedder Flemming!?
Han taler også med en hæs stemme, og jeg ved, han er meget tykkere end mig, for vi kan ikke rigtig være i mit tøj på samme tid ... Det kan nemlig ikke have noget med fadøls/ost-på-alt indtaget at gøre. Maya har skrevet en bestseller, dvs. det er den bog på turen, der har været læst/hørt flest gange. Det er nemlig en lydbog lavet på Book Creator om en, der har en isbod. Svært lige ellers at opsummere, hvad den dybere og egentlige handling er, og hvorfor vi pludselig alle taler med hæse stemmer i offentligt rum, og især når der optræder ting i nærheden, man ikke bryder sig om. Og ja, vi har det alle godt! 
Vi har haft glæde af en mail med anbefalinger fra en herboende dansker, og har nærmest gået hendes rute, og heldigvis er byen stor, men gåvenlig. Hvis man ikke har gået nok har hotellets fitness center og poolen nærmest åbent nærmest i døgndrift.


mandag den 29. juli 2013

Blame Canada ...

Det der med at sammensætte den perfekte Roadtrip cd er så bare så meget ikke lige lykkedes denne gang. Aldrig har jeg siddet og stirret så ondt på noget der ikke var synligt men som kun har trampet på mine øregange. Jeg nævner i flæng, og uden at nævne kunstnernes navne...der kunne måske sidde en hengiven fan et sted og føle for fx sangen på svenglish om kvinden der solgte sin mors tøj!? ( jeg ved ikke hvor linket til Canada er i den sang ...overhovedet ..men blev lidt nervøs for om sangen kunne være skrevet af Maya..) Et andet nummer er meget langt og futuristisk på den voldsomt syntheziede , instrumentale måde. Et enkelt nummer fra 30erne som måske i kraft af at byen Montreal er trallet ca 5 gange , er berettiget til at være på cd'en.. Status er nu på turen :
Antal fede køresange : 2
Antal besøg på fastfood restauranter : 3 1/4 ..det kvarte besøg fordi Maya ville have tale away fra Taco bell .
Antal gange vi har fået hummer på McDonald's : 1 ( Ja, de har en mclobster! Sandwich med hummer! Hurra ) 
Antal L Ben & Jerrys is indtaget : 2
Antal gange vi har kørt forbi et hus jeg gad bo i / eller som kunne være med i en gyserfilm : 541
Antal gange det er lykkedes mig at fotografere en af disse :8

Antal kendte forfatteres huse vi har passeret :1 ( som i: indstillet gps til at passere- Stephen King ) 
Antal roadkills på vejen ( i dag ) 
Vaskebjørne :3 
Hulepindsvin ( mikado roadkills ifølge Jacob) : 3 
Antal sko i vejkanten : 2
Antal statuer passeret der engang har været levende i Stephen King film: 1 

Antal forsøg på at tage billede af fotogene sammenfaldne trælader: 67 
Antal virkeligt uheldige fotos fra bilen: 18
Jacob " aer " kræ med knyttet næve..helt roligt...

Vi er i dag kørt ind i Toronto til tonerne af Southparks " Blame Canada", vinduet blev stille og roligt rullet op. 

søndag den 28. juli 2013

Savl på indersiden af ruden | Parc Omega, Québec

Sådan cirka midt i mellem Montréal og Ottawa, ikke langt fra Montebello, ligger dyreparken Parc Omega. Et fortrinligt sted, hvor du i din firehjulede, airconditionerede ven kommer ganske tæt på den canadiske fauna (og flora).
Bævere, skildpadder, forstørrede bambier i alle afarter med store og små gevirer i panden, polarræve, bjerggeder, ulve, Canadian Goose (The Real Deal uden ærmer), bisoner og sorte bjørne med unger - og en elg.
Kun én elg - og endda en meget sky elg.
Der røg dagens plan - og et helt livs opsparede drøm.
Jeg har altid haft en drøm om at møde og ydmyge en elg. Ikke en stor elg, ikke en kalv. En hun, en han. Det er ligemeget. Bare en hvilken som helst elg. Jeg vil venligt tilbyde den en gulerod. Elgen vil forventningsfuld lunte over mod guleroden, der i dette tilfælde snedigt stikker ud af et bilvindue. Og når den så kommer hen for at nippe til den orange stang vil jeg lynhurtigt rulle vinduet op og selv nyde guleroden, mens elgens store, fugtige og prustende næse skuffet banker mod ruden.
Tror måske lidt det handler om at vise naturen, hvem der sidder bag rattet.
I hvert fald endnu et forsøg på at bedrage sig selv.


Vagt nr. 1 tjekker om der er føde i bilen.


Det er der tilsyneladende.
Den mest sultne i flokken tager for sig af retterne, dvs. gulerødder og atter gulerødder.
Vi havde to et halvt kilo med i bilen. De blev spist på under ti minutter.


Graner ved Bæver-søen, der midlertidigt er blevet til en Skildpadde-sø.


Buffalo-burger ...
Et kort øjeblik håbede jeg på, at bøflerne ville få held med at flå den spinkle franskmand ud af førersædet og bare lade ham ligge hjælpeløs på grusvejen, mens de åd grøntsagerne ud af hænderne på det skrigende afkom på bilens bagsæde.


Goodbye, Rudolf, du savlende føntørrer!
Hyg dig med de andre turister og alle deres dyrt indkøbte gulerødder.


Da vi er ude af Parc Omega sættes Frau Himmler til Cornwall, Ontario.
Bliver en smule overrasket, da hun proklamerer, at vi om 450 meter skal dreje til højre og "køre ombord".
Der er en lille flod.
Og en lille færge.
Vi sejler afsted som de eneste.

torsdag den 25. juli 2013

Outlook

Næste-naboens hus er under ombygning og er tilsyneladende viklet ind i en sær afart af VitaWrap. I haven overfor fejrer Pierre sin 50-års fødselsdag med venner, for mange balloner og for meget Edith Piaf. Der er i hvert fald én, måske to katte, nedenunder os. Fly, der flyver fra venstre mod højre - og omvendt. Letter og lander.
Fortærer en bleg pølse fyldt med hvid cheddar og bacon fra gasgrillen, smager på Death Valley-øllen fra det lokale bryggeri.
Købte i går en David Lynch-cd, jeg ikke vidste var udkommet.
Montréal er mere end okay.






FUN i "Fun Park" - betyder Find Undskyldning Nu!!!

Der er intet sjovt i en forlystelsespark/Fun Theme-park ... Det sjove består i at piske en stemning op omkring det man gerne vil prøve, og hvordan det føles at have hovedet nedad i mange sekunder, samt hvilken slags rutsjebane man får mest kvalme af.
Der var en god stemning i metroen ud til den lille ø, hvor børnene havde set de seks majestætiske rutsjebaner trone i horisonten med deres skingert farvede metal - og den nærmest smukke gamle (verdens højeste) trærutsjebane. Tanken om al den metaltræthed og de møre brædder gjorde mig mere svimmel end selve forlystelserne ville have gjort.
Og her er det, at alt bliver til forestillinger og måske. For hvis nu ikke halvdelen af Montreal og 1/8 af Nordamerika havde valgt at valfarte til "La Ronde" på denne dag, så ville nogle ting måske have været tilgængelige. Calle blev ramt af den, for en lille og meget modig dreng, voldsomste Tivoli-hammer af alle: Højdekravet. Han var for lille til fire af de seks loopede, twistende, metaltrætte rutsjebaner - og den store, flotte og gamle møre træbane var lukket. (Og da den endelig valgte at åbne var køen øjeblikkeligt 90 minutter lang).
Det er en dejlig gestus, at man i det mindste får at vide, hvor lang tid man skal vente i kø for at forlyste sig i ca. to minutter.
På intet tidspunkt var stemningen i morskabsparken særlig festlig. Jeg mukkede mest over, at jeg kunne have købt sko eller pænt tøj for de penge, vi havde smidt i entre ... (Mindst to par ... På udsalg i Steve Madden).
Calle klynkede over de manglende 12 cm, og Maya klynkede over, at ingen ville med hende i de allersindsygeste ting ... Jeg forbarmede mig over hende og gik med hen til Vampyren ... Kølængde: 45 minutter ... Maya ville til sidst hellere hjem.
Kulminationen på dagen blev, at børnene nu sidder og spiller "Theme Park" på iPad, og at vi nok indtil Calle er over 140 cm ikke behøver at Finde Undskyldninger Nu for hvorfor vi ikke lige kan komme i endnu en forlystelsespark ... Denne her Six Flags kostede endda kun ca. halvdelen af, hvad entreen i Universal Studios kostede i 2011.
Og dengang måtte selv jeg fælde en tåre over kølængderne.


Til gengæld bor vi et fedt område ... East Village New York møder skov ...


Downtown Montreal 



Montreals Notre Dame

onsdag den 24. juli 2013

Undskyld undskyld undskyld

Jeg skal  have en ny kuffert. Dette er ikke en dårlig shoppeundskyldning. Dem er jeg meget bedre til at finde på end de fleste, siger jeg ubeskedent. Jeg er også god til at bevæge mig ud på skriveriets sidespor, når jeg først kommer igang. Som fx nu. Grunden til at jeg skal have en ny kuffert er ... Øh, bevismaterialet er vedlagt i form af dette foto ...


Det er tydelig at se, at der er sket skade på den lomme, der indeholder adskillige, for mig, vigtige genstande. Hjulet er kollapset og bøjer indad, hvilket forårsager en så heftig hældning på kufferten at det nederste af lommen slæbte hen ad jorden og hullet opstod. I lommen var så vores kuffertvægt, som består af et Kaptajn Klo-lignende aggregat i metal.
Hvorfor skal jeg så undskylde det?
Jo, da vi forlod Von Trapp-hotellet og deres flotte granitgulv i receptionen, hørte jeg lyden af metal mod sten - og en lille, men dog lettere synlig ridse blev tydelig i gulvet.
Det kan sikkert vaskes væk eller behandles med noget. Og er helt sikkert sket mange gange før. Fx når hotellet har deres årlige sørøver-komsammen, og alle piraterne har deres skiftekroge med i hullede kufferter på kollapsede hjul ...

tirsdag den 23. juli 2013

Montréal i underbukser er sgu okay

Sidder nu på den store tagterrasse i mørke underbukser. Jeg er blevet bedt om at aflevere mine Nike-shorts, fordi der tilsyneladende skal vaskes netop nu. Jeg har ikke så mange shorts med på turen. Så nu sidder jeg altså her i underbukser og drikker Twisted Old Vine Zinfandel, mens tørretumbleren hakker og hoster.
Snakkede med mor i dag. Glemte helt at tale svensk. Hun har næsten offentligt udtalt, at jeg ligner en svensker, der har tygget alt for for meget skrå ... Har ellers altid syntes, at man i det mindste burde opføre sig ordentligt overfor sin nærmeste familie.
I morgen skal Char og jeg lege saks-papir-sten næsten hele dagen. Ungerne, som ellers ikke lægger mærke til ret meget fra bagsædet, opdagede en forlystelsespark med 11-12 afsindige rutsjebaner, da vi nærmede os det centrale Montréal.
Glæder mig til om 23 timer, når morgendagen er overstået.

mandag den 22. juli 2013

Danny O'Day har det også godt ...


Man har ofte fået ørerne tævet fulde af historier om, at det pissefarligt at samle blaffere - en ny rejsekammerat - op i USA.
Så vi samlede ham ikke op, men købte ham i en butik.
Købte rejsekammerater er ofte lettere at have med at gøre.


Danny O'Day og Calle har det hyggeligt på bagsædet, selvom der er en aldersforskel på næsten 60 år. De kigger ud af vinduet og taler om det, vi passerer.


Efter en lang køretur er Danny O'Day træt og bliver på motellet, da vi andre tager på Rooster's Roadhouse for at fylde vores tomme maver.


Da vi kommer tilbage virker Danny O'Day udhvilet og glad.


Så glad, at han den følgende dag får lov at sidde i bilen natten over, mens vi andre sover på von Trapp-hotellet.




fun Pap-family is in da building! - Jodlehuju ...

Hyggepianisten, hvis cd kan købes i hotellets butik, spiller på den rødmossede måde - eller stemmer klaveret. Jeg ved det ikke helt ... Men der skal være klart til indtoget af fun Pap-family - den mest umusikalske familie i Vermont p.t.
Jacob har fundet Sound of Music-soundtracket på Spotify, og det er da ikke til at lade være med at nynne med på alle de afholdte sange. Dvs., det er det så åbenbart, for jeg er den eneste, der smiler saligt og prøver at ramme Julie Andrews fine toner. Calle piver over forkerte opdateringer på iPadden  og Maya piver over, at hun aldrig bliver bordtennis/air hockey mester. Min gin-tonic er kold, bjergluften i dette Østrig-look allike område er ustyrlig frisk og dette er min fødselsdagsgave ... Altså fra den fødselsdag, hvor alle (børnene) havde glemt at sige tillykke - og verden var ond og ildelugtende. Dette er nu opvejet af, at jeg sidder omgivet af von Trapp-familieportrætter og alskens merchandise fra Østrig og filmen. Folk, der griner med østrigsk accent og tjenere i dirndl hosen. Vi er 132 km fra Canada og krydser grænsen i morgen til nye Roadtrip-sange og mættede efter en forhåbentlig kæmpe middag med von Trapp-brygget øl og von Trapp autentisk mad i von Trappske omgivelser, hvor alt serveres/udføres/forårsages af folk i autentiske østrigske nationaldragter. Lige nu er det eneste, jeg er mæt af, de mængder af Ben & Jerry's-is, der røg indenbords efter besøg på isfabrikken tidligere Idag. (Kan her indskyde, at jeg har investeret i en læbepomade med "chocolate fudge"-smag ...) Det bliver svært nogensinde at spise anden is - (altså svært indtil man ser priserne i Danmark ). 
Her er så idyllisk at vi alle 4 burde bryde ud i flerstemmig jodlen for at få folk til at slippe schnitzlen og nyde fun Pap-familien ... Live from a balcony above you ...





fredag den 19. juli 2013

Det, vi har glemt at skrive om - Part 1

At Maya glemmer sin bøjle på en Chili's-restaurant i udkanten af Bangor. Hun har foldet den ind i en serviet, fordi hun endnu en gang har glemt den fine plastikboks, hun normalt opbevarer den i, når den ikke er plantet i hendes gane.
Char spurter ind i restauranten i håbet om, at bordet endnu ikke er blevet ryddet.
Det er det.
Måske fordi vi har lagt en pæn slat drikkepenge, ifører tjeneren sig gummihandsker og gennemroder affaldscontaineren.
Tilsidst finder han Mayas røde ganebøjle.
Da den igen trygt sidder i hendes mund, fortæller Char hende, hvor svært det var at finde den blandt alt skraldet.
Nu taber Maya underkæben. (Det går da helt galt med hendes mund).
"Jeg har skyllet den," når Char at tilføje før Mayas ansigt helt forsvinder.

På selvsamme Chili’s spiser Calle ikke sin pizza, selvom han har proklameret, at han er voldsomt sulten.
Han kommer med forskellige undskyldninger.
Han synes bla. at pizzaen er for lille sammenlignet med den, han fik på Chili's for to år siden.
"Det er dig, der er blevet større!"
Vi får den med i en doggy-bag til senere opvarmning.
Han vil stadig ikke spise den.
Jeg smager på den. Den er hverken for stor eller for lille. Men bunden er muggen.

En sær lyd på badeværelset. En sær summen. Måske et ubehageligt insekt, der vil gøre livet surt for os alle.
Det er Char, der forsigtigt åbner døren og kigger sig omkring.
I håndvasken ligger min nyindkøbte elektriske tandbørste. Den er faldet ned fra hylden og har antændt sig selv. Nu gør den vasken ren.

Sunnyside Motel - Mount Desert Island, Maine

Sunnyside Motel & Cottages.

Sand Beach, Acadia National Park.

Fint ser det ud ved Sand Beach. Dog lidt ærgerligt, at Atlanterhavet køler vandtemperaturen ned til et sted mellem 12 og 14 grader. (Hvilket jo er en temperatur, der ikke bare tenderer det sygelige, men klart overskrider den, hvis man har planer om at bade).

Maya og Torres ved Sand Beach.

Char i Impalaen.

Maya på elastik-trampolin.

Calle ditto.

En rengøringskone med overskud.

Friske, smørstegte kammuslinger vendt i hvidløg og citron smager glimrende, når de serveres med habenero-mango aioli.

I hyttens tv-stue.

Mount Hope Cemetary, Bangor

Vi tog egentlig til Bangor for at se Stephen King's hus.
Mount Hope Cemetary viste sig at være en overraskende bonus, når vi nu alligevel var på de kanter. En umådelig smuk kirkegård. Et stort kaos af skæve gravstene. Egern der flygter, da de hører Maya komme listende. Groundhogs. Små grønne søer klasket rundt i området som fra Pollock's pensel.
Ekstra info: Scenen fra den oprindelige Pet Cemetary, hvor faren begraver sin døde søn, er filmet på denne kirkegård.

Gedigent Maine-loppemarked.

Loppemarked.

Calle en smule træt efter en lang dag.

Hummernes Death Row, Trenton Bridge Lobster Pound.
Mens Char og jeg lystigt gnasker hummer-sandwich, bryder Maya grædende sammen i restauranten. Synet af de levende hummer, der kastes i et net og derefter nedsænkes og dræbes i kogegryderne er for voldsomt for hende.
Vegetar vil hun dog alligevel ikke være, da hun finder "oksekødet" i en taco fra Taco Bell særdeles tiltrækkende.