torsdag den 11. juli 2013

Der kastes håndtegn i bilen

Det er vigtigt af og til at fatte sig i korthed, og dermed undgå at dvæle ved, at Jacob lige har sagt til Calle, at "hvis han vil have ligeså hvide tænder som sin far, skal han børste grundigt!" ... Den lader jeg lige stå et øjeblik.
Det er vigtigt, at understrege, at jeg ikke går ind for at man skal lyve, men at omgå sandheden let for at gøre et sted mere interessant må man godt. Amerikanerne gør det jo selv i stor stil. Hvis man ikke er historisk interesseret er Salem, Massachussets, jo ikke andet end en by med en gigantisk rød streg, der skærer gennem centrum for at guide folk bestemte steder hen, for at se, hvor der engang har boet kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. For børn på henholdsvis seks og ti år gav det betydelig mere mening at fortælle dem, at der fandtes spøgelser stort set alle steder i byen - og et par stykker på det hotel, vi skulle bo på. Det lykkedes endda at få dem lokket med på et kirkegårdsbesøg.
Jeg har også truffet valget at glemme at orientere dem om diverse (for dem) interessepunkter. Faktisk har Jacob og jeg udviklet en række håndtegn som vi sidder og kaster i bilen, når vi passerer forbi disse interessepunkter, så vi begge ved, at der ikke skal henledes opmærksomhed mod noget som helst udenfor bilen. Jeg var den eneste, der behøvede at se stranden ved Plymouth. Jeg er nok også den eneste, der skrev historieopgave på HF om Mayflower, pilgrimme og diverse. Havde jeg fået en højere karakter ville jeg nok gerne have boet i byen og væltet rundt i historiske vingesus.
Der faldt en let regn igår.
Status er indtil videre, at jeg har gennemskuet Jacobs fuldstændig ukritiske fascination af Tripadvisor - og alt, hvad der fået 4 1/2 stjerne. Det er umuligt at argumentere imod fire en halv stjerne på Tripadvisor. Og vi befinder os konstant - mere eller mindre tilfældigt - på steder med netop den karakter. 

Antal køleskabsmagneter indkøbt: 3
Antal forgæves ophold for at se om der var køleskabsmagneter til salg: 5
Antal rygepauser: 0!!!!!
Antal bamser indkøbt af Maya: 6 (+ 1 gave)  - og en, der er formet som en pude!
Antal besøg i hotel fitness centre : 4
Antal sandaler købt (par) : 4 (et par klip-klappere tæller nærmest ikke) 
Antal vabler fra nærmest ikke eksisterende klip-klappere: 2
Antal øreringe købt af Maya: 30
Antal besøg på Tripadvisor-anbefalede steder, jeg har været bevidst om: 3
Antal pokemon/fodboldkort købt af Calle: 100 
Antal bøger indkøbt af samme forfatter: 3 (Gillian Flynn)
Antal kogebøger indkøbt: 3
Antal skolerelaterede materialer indkøbt: 5 
Antal mm regn faldet: 220


Ingen kommentarer:

Send en kommentar