fredag den 19. juli 2013

Det, vi har glemt at skrive om - Part 1

At Maya glemmer sin bøjle på en Chili's-restaurant i udkanten af Bangor. Hun har foldet den ind i en serviet, fordi hun endnu en gang har glemt den fine plastikboks, hun normalt opbevarer den i, når den ikke er plantet i hendes gane.
Char spurter ind i restauranten i håbet om, at bordet endnu ikke er blevet ryddet.
Det er det.
Måske fordi vi har lagt en pæn slat drikkepenge, ifører tjeneren sig gummihandsker og gennemroder affaldscontaineren.
Tilsidst finder han Mayas røde ganebøjle.
Da den igen trygt sidder i hendes mund, fortæller Char hende, hvor svært det var at finde den blandt alt skraldet.
Nu taber Maya underkæben. (Det går da helt galt med hendes mund).
"Jeg har skyllet den," når Char at tilføje før Mayas ansigt helt forsvinder.

På selvsamme Chili’s spiser Calle ikke sin pizza, selvom han har proklameret, at han er voldsomt sulten.
Han kommer med forskellige undskyldninger.
Han synes bla. at pizzaen er for lille sammenlignet med den, han fik på Chili's for to år siden.
"Det er dig, der er blevet større!"
Vi får den med i en doggy-bag til senere opvarmning.
Han vil stadig ikke spise den.
Jeg smager på den. Den er hverken for stor eller for lille. Men bunden er muggen.

En sær lyd på badeværelset. En sær summen. Måske et ubehageligt insekt, der vil gøre livet surt for os alle.
Det er Char, der forsigtigt åbner døren og kigger sig omkring.
I håndvasken ligger min nyindkøbte elektriske tandbørste. Den er faldet ned fra hylden og har antændt sig selv. Nu gør den vasken ren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar