Varm asfalt i Maine: Let's Dance!

For det første er det uhyre svært at vurdere, hvor varmt det egentlig er udenfor, når man sidder i en airconditioneret bil. Ofte sidder jeg på køreturerne og tænker, at det er ærgerligt at vejret pludselig er slået om, og at vi nu må leve med kulden i nogle dage.

For det andet kan det være svært at omregne fra Fahrenheit til Celcius. Sådan lige i en håndevending, i hvert fald.

For det tredje er det sjældent, at man bliver nødt til at stoppe bilen, fordi en temmelig stor papkasse med et ukendt logo pludselig lander på kørebanen foran en.

Det hele sker nu. Jeg stopper bilen. Sætter nødblinket til - tror jeg. Og Char springer som en mæt gazelle ud for at flytte papkassen.

Hun kyler den ud i rabatten. Alt er nu som det skal være.

Men så er det, hun så småt begynder at danse. Startende med en sær arytmisk samba efterfulgt af en nyopfundet afrikansk solodans, hvor det handler om at dræbe mange myrer på meget kort tid. Foran køen af biler, der tålmodigt venter på at komme videre mod Maines kyster, danser min kone.

Mens jeg målløs iagttager den mere og mere voldsomme dans, lykkes omregningen omsider. 93 Fahrenheit svarer vel stort set til 34 grader Celcius. Asfalten er kulsort - og må være et godt stykke over de 100. Celcius.

Hun opfører sig mere og mere mærkværdigt. Nærmest som et æg, der ikke vil spejles.

"FUCK FUCK FUCK!!!" brøler danseren, da hun atter sidder i bilen.

Hun krammer sine fødder og små, fine tæer.

Der dufter nu en smule af marinerede sirloin tips i bilen.

"Søde Zola Budd, husk nu endelig at tage sko på næste gang, du skal flytte en papkasse," påpeger jeg venligt, da vi langsomt triller videre mod Maines overjordiske smukke kyster.

"Det kan jo for fanden gå helt galt, hvis vi kører ind i sådan en satan!"

Glæder mig samtidig over, at sommerens varme ikke er os imod.