Igår var Maya ganske vist med på en lang gåtur med indbygget shopping - (20134 skridt tilbagelagde vi i løbet af fredag). Hun viste god vilje. Og vi aftalte, at vi ikke måtte gå hjem før, vi havde en pose hver (mindst). Og efter et besøg i Converse-butikken førte Maya 1-0. Jeg udlignede på en tarvelig måde ved at købe drikkevarer i Dean & Deluca. (Deres poser er yderst nydelige). Derefter satte min egen datter mig ud af spillet, delvist for sine egne penge og delvist for mine. Jeg finder det udmattende at tænke på, at hun på det område ligner mig lidt for meget. Jeg endte med at købe løbestrømper!? Og det er absolut ikke fordi jeg ikke kunne finde andet, men hver gang jeg greb fat i et stykke tekstil lød der et "Aj, vi skal altså ikke se på det der!" Og løbestrømperne måtte jeg nærmest løbe hen til disken for at nå at betale for inden øjnene rullede ud af hovedet på hende. Hun nærmest spændte ben for mig på vejen til kassen.
Sådan startede lørdagen ikke ... Der var protester omkring retning og mål med dagens gåtur. Jeg ville gerne have gået en tur på Brooklyn Bridge, men kan også godt se, at det måske ville have været en lun fornøjelse for den mere svedende del af familien.
Maya brød sammen fordi vi kollektivt kommenterede hendes overforbrug af hashtags på Instagram. Vi sagde pænt til hende, at fem per billede da måtte række. Og så er det jeg ikke helt forstår pre-teens: Hvorfor bliver man ked af det? Hvor vigtigt er et hashtag lige ... Derefter nåede hun at få kvalme og blive småsløj. Vi fandt ud af, at hun havde taget dampbad uden udluftning. Hun livede dog op igen, da hun talte sine lommepenge ...
Vi gik en fin tur, fandt en diner og børnene blev fodret med store mængder af vafler og ahornsirup. Efter en rum tids vandren ville 3/4 af familien tilbage til hotellet, og jeg fik et par timer for mig selv i verdens bedste shoppingby. Kunne røre ved alt det tøj jeg orkede uden at nogen vendte det hvide ud af øjnene. Dvs. hvis jeg nu havde valgt at prøve en brøkdel af det tøj jeg befamlede ville nogen nok have himlet over det syn, der havde mødt dem, hvis jeg var kommet ud af diverse prøverum iført rullepølsestrammende tøj. (Ja, jeg må indrømme, at jeg engang ved en fejl købte en meget flot badedragt uden at prøve den først. Mange somre har jeg lignet en brumbasse for at prisen på badekostumet kunne tjene sig ind. Synet er ubetaleligt). Sko kan man til gengæld altid lige prøve uden alt for mange anstrengelser, og derfor kan jeg også stolt sige, at der er føjet fire par til samlingen. Det ene par er klip-klappere, så de tæller vel nærmest ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar